Vælg den rigtige vin til julemiddagen

Vælg den rigtige vin til julemiddagen

Årets største og vigtigste højtid er samtidig en fantastisk anledning til at nyde vin. Måske endda vin der er et niveau over det vi nyder, på andre tidspunkter af året.

Og som altid bør man forsøge at finde vine der komplementerer maden, på bedst mulige måde. 

På de danske juleborde står der som oftest and, flæskesteg, brunede kartofler og rødkål. Og de mange forskellige smagskomponenter i julemaden, er på en gang fede, salte, søde og samtidigt sure. Det udfordrer valget af vin, men der findes nogle virkeligt gode løsninger. Vi forsøger at guide dig igennem her.  

Før julemaden

Som aperitif inden julemiddagen anbefaler vi et glas tør champagne eller mousserende vin. Den liflige lyse drik er en god indledning til en særlig og hyggelig aften, og medvirker til at understrege at netop denne aften er lidt mere speciel, end andre gode aftener. Derudover pirrer de lystige bobler appetitten på en god og let højtidelig måde. Vi vil til enhver tid anbefale en tør Champagne eller anden mousserende vin, inden hovedmåltidet.

Julemiddagen

Hvad enten menuen står på juleand, gås eller flæskesteg så er rødvin det suverænt foretrukne og traditionelle valg.

Hvidvin til julemiddagen er ikke et udbredt fænomen i Danmark, men måske er det et sted man bør udfordre sig selv og traditionerne. For der findes altid fremragende alternativer til rødvinen i de hvide vine - også til julemiddagen.

Som en tredje mulighed er der Champagne, som heller ikke er specielt udbredt i Danmark. Men kan man det?

Rødvin

Når det kommer til rødvin til and, flæskesteg, rødkål og "søde" brunede kartofler, så skal der noget syre til at spille op mod eddike og sødmen i kålen. Samtidig må rødvinen hverken være for tør eller for sød, men et godt valg vil være en tør rødvin med en snært sødme, og gerne med et alkohol indhold på den gode side (over) 13%, for at rense lidt ud i fedmen fra kød og sauce.

Rhone vinene er vores foretrukne valg til julemiddagen, og vi er i særdeleshed begejstrede for Chateauneuf-de-Pape. Her går man ikke galt i byen med fremragende vin, der harmonerer nærmest perfekt med den traditionelle julemenu.

Alternativer til Rhone vinene kan være Amarone og Ribera del Duero, ligesom der vil findes en række oversøiske vine der også vil begå sig godt.

Nogle mener at man bør holde sig langt væk fra de gode Bordeaux vine, til denne type middag. Det er da heller ikke vores anbefalede valg til julemiddagen, men vi synes nu alligevel godt det kan gå an. 

Hvidvin

Man kan ikke drikke hvidvin til julemenuen, er der mange der vil mene. Den opfattelse vil vi gerne udfordre, for der findes efter vores mening fremragende hvidvine også til det formål. 

Grundlæggende er principperne de samme som i rødvinen til julemiddagen.

Der skal være godt med syre til kålen, en høj alkohol procent til at rense op i fedmen fra stegen ,og et strejf af sødme til at binde det sammen med sauce og brunede kartofler.

Vi har selv forsøgt os med Chenin Blanc fra Loire og et par forskellige Riesling vine fra Pfalz. De to Riesling vine var henholdsvis en tør Riesling (Buntsandstein) og en Feinherb. Såvel Chenin Blanc'en som de to Riesling vine fungerede fremragende og det kan vi sagtens anbefale. 

Man kan helt sikkert finde andre gode hvidvinsalternativer andre steder i Tyskland, i Alsace og i Østrig. Vi synes blot det er vigtigt at holde sig til det syreholdige, med høj alkohol% og gerne en smule restsødme. Dermed mener vi også at man bør være påpasselig med de federe hvidvinstyper, alá Chardonnay eller de helt tørre Chablis'er.

Champagne

Som nævnt er det ikke særligt udbredt i Danmark at man drikker Champagne til julemiddagen. Men vi synes Champagne er også er et super godt valg til and og flæskesteg.

Champagne giver kompleksitet, frisked og masser af frugtsyre hvilket supplerer julemiddagen på fantastisk vis. Det er måske endda en lidt for overset mulighed.

Og til Risalamanden?

Til risalamanden vil de traditionelle ledsagere, være de yngre portvine der spiller op mod kirsbærsaucen, eller de mere søde vine ala Sauternes eller de søde Riesling varianter i form af Beerenauslese eller Eiswein og lignende.

Et udfordrende og utraditionelt alternativ kunne være en halvsød Champagne, der både arbejder med syren i kirsebærrene, og den søde fedme i risalamanden.

Hos LebenDich holder vi nu mest af at fortsætte med den gode rødvin, da vi synes det fungerer ganske godt. Og efter en god julemiddag er pladen ofte så fuld, at det kan være svært rigtigt at sætte pris på flere nye smagsnuancer, så langt fremme i forløbet af julemiddagen.

God jul!